Bliv frivillig

Vil du være en del af Gimle for børn?
Bag alle arrangementer står et netværk af frivillige forældre. Vi er aktuelt ca. 20 frivillige i netværket, kommer fra hele Roskilde Kommune, har forskellige baggrunde og børn i alle aldre. Vi tager os af alt fra ideer, program, planlægning og afvikling af de enkelte arrangementer.

Flere idéer og hænder er meget velkomne, og der er altid plads til flere i netværket – også dig! Du kan læse mere om netværket her på hjemmesiden eller på vores Facebookside.

Send en mail til pip@gimle.dk, hvis du synes det lyder som noget for dig.

 
Frivillig afvikler af Gimle for Børn arrangementer
Vi afvikler ca. 30 børnekulturarrangementer om året og har derfor brug for hyggelige voksne, der vil sørge for, at arrangementerne hver gang er præget af højt humør, god stemning og varmt fællesskab. Det er det, der er med til at gøre søndagene på Gimle unikke.

Som frivillig afvikler er du med til at gøre klar til arrangementet, passe kassen ved indgangen, hygge om gæsterne og til sidst pakke sammen igen. Som tak får du og din familie fri entré til alle arrangementer.

Praktisk har du en vagt ca. en søndag om måneden fra kl. 10-14 (enkelte arrangementer til kl. 15). Du er altid på vagt sammen med 1-2 andre frivillige foruden de dygtige unge mennesker fra Gimle.

Frivillig udvikler af Gimle for Børn
Vi er ambitiøse og vil gerne blive ved med at udvikle Gimle for Børn. Derfor har vi brug for flere kræfter, der både kan tænke nye tanker og bygge videre på allerede høstede erfaringer.

Som frivillig udvikler er du med til at planlægge program for kommende sæsoner, skabe de enkelte arrangementer eller binde dem sammen i sammenhængende projekter ofte med samarbejdspartnere uden for Gimle for Børn. For din indsats får du og din familie fri entré til alle arrangementer.

Du kan også få lov til at kaste dig over kommunikation og presse, medlemspleje, fundraising og meget andet. Praktisk mødes vi i gennemsnit hver anden måneden men fører en livlig dialog på mailen mellem møderne.

Gode idéer er altid velkomne!
Har du en masse gode idéer, men har ikke så meget tid lige nu, så brug meget gerne vores Facebookside. Har kan du lufte dine tanker og gå i dialog om det, du synes, er vigtigt. 

 

Gavekort til Gimle

 

SØG ARRANGEMENTER

Aktuelt

SAMARBEJDSPARTNERE